TERAPI HOS MIG

SAMTALETERAPI - NÅR LIVET ER SVÆRT

TERAPI hos mig forløber som en samtale, hvor vi sidder overfor hinanden og i fællesskab udforsker de oplevelser og følelser, som du bliver udfordret af. Det kræver ingen særlig forberedelse fra din side at møde ind til sessionen.

DER er ingen nemme løsninger i et eksistentielt og oplevelsesorienteret terapiforløb. Vi arbejder med at genopbygge de dele af dig, som fungerer uhensigtsmæssigt, og det er en proces, som kan tage længere eller kortere tid. Eksistentiel og oplevelsesorienteret psykoterapi tager udgangspunkt i det unikke menneske i en fælles verden. Fokus er på dig, dine relationer og dine udfordringer, men også på dine værdier, dine behov, dine ønsker og dine drømme. Hvad kendetegner din måde at være i livet på, og hvad fører det med sig? Hvad giver mening for dig, og hvad forstår du om dig selv? Og hvad forstår du ikke?

ET terapeutisk forløb er således en pendulering mellem de nære og praktiske og de dybere og mere principielle lag i dig som menneske. Det er en måde at udforske hele dig på og skabe klarhed over det, du i første omgang har taget kontakt til en psykoterapeut for at få hjælp til. Terapien følger ingen skabelon, for der er ingen nedskrevne regler for, hvad vi skal tale om, eller hvordan vi skal gøre det. Terapien er selve mødet mellem os og samspillet mellem dig og mig i relation til det, du kommer med. Et terapeutisk forløb handler i bund og grund om at blive mere og mere bevidst om, hvem du i virkeligheden er, og hvordan du møder denne erkendelse. Først herefter kan den reelle forandring finde sted.